Jeg skrev 2 romaner på 1 år
For cirka tyve år siden skrev jeg to romaner på et år, jeg husker det som en næsten manisk periode, hvor ordene flød og tankerne kredsede om teksten i et nærmest ubrudt forløb. Alvorlig sygdom havde ramt vores familie, og min reaktion var at fordybe mig i teksten. Havde jeg skrevet meget før dette? Næ, egentlig ikke. Jeg havde læst meget, men nu kunne jeg næsten ikke lade være med at skrive.
Fik jeg udgivet noget? Næ. Jeg fik afslag – af og til ganske søde afslag, som opfordrede mig til endelig at blive ved med at skrive, men desværre passede mit manuskript ikke ind hos lige deres forlag. Jeg blev træt.
Hvordan kommer man videre fra sine afslag?
Jeg er også uddannet cand.merc., er både ganske pragmatisk af natur, men også ambitiøs, så livet som mislykket, men håbefuld og ventende forfatter huede mig ikke. Jeg gav op, kastede mig ud i karriereræset. Jeg arbejdede i flere konsulenthuse, fik job hos et norsk konglomerat og fløj hver uge ud med første fly mandag morgen, hjem sent torsdag, jeg blev selvstændig, fik job i shipping, rejste til Manilla og Mumbai i jagten på gode resultater, jeg blev ansat i medicinalbranchen, rejste nu til USA, Spanien og Frankrig mens jeg forberedte præsentationer og workshops, deltog i ledermøder, hastede tilbage til lufthavnen. Der var et mønster – jeg søgte hele tiden noget andet og bedre, pengene var der, men noget manglede.
Lotte Elmann Wegner
Roman. Montagne.
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der allerede som børn er meget klar over, hvad deres faglige livsmission er. Jeg vil være læge. Jeg vil mestre klarinetten og spille foran et stort publikum. Jeg vil være landmand. Den slags. Hvad ville jeg være? Jeg har aldrig vidst det.
Men så en dag for omtrent fem år siden fik jeg øje på en artikel i Berlingske. En nystiftet skriveskole, Writers Academy, søgte forfatteraspiranter. Noget faldt på plads. Jeg satte mig i samme øjeblik og forfattede den tekst, jeg håbede ville give mig adgang, lukkede øjnene, krydsede fingrene og sendte det hele.
Jeg husker ikke, hvor længe der gik, før jeg fik et positivt svar tilbage, men jeg husker den euforiske fornemmelse af at have fået fat i fligen af ”hvad jeg skulle være,” og at dette måske var vejen ind. Jeg husker også, at første undervisningsdag faldt på min fødselsdag, 7. september, og der var ingen tvivl om for mig, hvor jeg prioriterede at være. Så fulgte en tid, hvor jeg gik høj hjem fra Writers Academy med ny viden og med en følelse af endelig at være i rum med folk, der brændte for det samme. Det her gav mening.
Det ændrede sig, da jeg kom på Writers Academy
Min deltagelse hos Writers Academy førte en udgivelse med sig. I 2018 udgav forlaget Turbine min debutroman ’Er her nogen?’, og i 2019 udkom ’Livet, du efterlod’ på forlaget Montagne. Jeg arbejder på et tredje manuskript og ’Livet, du efterlod’ er siden solgt til det franske forlag Hachette. Det er umuligt at udtrykke præcist, hvad den slags betyder. Ren lykke. Helt enkelt.
Hvad er svaret: Pengene eller livet?
Efter min deltagelse på Writers Academy vendte jeg rundt på det. Jeg har fået mine morgener tilbage, jeg ser også dagslys om vinteren. Mandag er blevet en dag, jeg ser frem til. Jeg sidder ikke længere i pendlertrafikken, står ikke længere i securitykøen og stresser, sidder ikke længere i flysædet og forsøger at få styr på en præsentation, overvejer ikke længere, om et andet job kunne være mere spændende. Jeg skriver. Pengene er færre, men livet er større. Jeg ved endelig, hvad jeg vil være: forfatter.
