“Lad være med at forestille dig, at romanen kommer som guddommelig inspiration”

INTERVIEW. I september udkom journalist Louise Voller med sin debutroman Drømmefangeren. Jeg har talt med Louise om debuten, hendes arbejde med bogen, og hvad hun tog med sig fra sit år på Writers Academys Forfatterskole.

Hvad fik dig tilbage på skolebænken i en voksen alder, og hvorfor lige Writers Academy?

Jeg har altid haft lysten til at fortælle historier i en anden form end journalistik. Journalistikken kan undersøge og dokumentere, men fiktionen kan forføre og gå i dybden med den menneskelige erfaring uden at skulle tage hensyn til, om det kan dokumenteres eller ej. Enhver følelse er sand. Det handler om perspektiver, og det synes jeg var spændende at komme tættere på.

Jeg blev begejstret for Writers Academy, fordi creative writing og underviserne på WA har en konkret, praktisk tilgang til fiktion og den gode fortælling. Og så er skolen og undervisningen målrettet udgivelse. Det handler om den roman, som forfatterne drømmer om at udgive mere end at nørkle rundt i sit sind efter inspiration og originale formsprog. Det tiltalte mig.

Har din baggrund som journalist været en fordel eller en ulempe i arbejdet med at skrive fiktion?

Begge dele, vil jeg tro. En fordel, fordi jeg er vant til at skrive i en bestemt genre og så har jeg det, som mange vel vil kalde disciplin. I arbejdet med ”Drømmefangeren” stod jeg op klokken fem om morgenen for at få nogle sider fra hånden og derfor nåede jeg ikke rigtig at havne i dødvande og skriveblokeringer. Til gengæld er jeg slave af research, jeg kan bruge en formiddag på at finde ud af om farven på det danske konsulat i Kathmandu er rød, og lågen er blå. Det er irriterende spildtid, men det betyder noget for mig, når jeg selv læser en roman, om forfatteren har gjort sig umage med at skrive så tæt op på virkeligheden, som det er muligt.

Har det at arbejde sammen med andre på en forfatterskole haft betydning for udviklingen af din første roman?

Samarbejdet med undervisere og holdet på Writers Academy har været værdifuldt, og jeg gruer for at skrive videre uden dem. Det, at kunne se frem til sparring og feedback på tekster hver onsdag, er en stærk motivation, og både karakterer, plot og tone i ”Drømmefangeren” er formet med dem. Med holdet som observatører har jeg fået tidlig kritik, der har skærpet bogens yderpunkter. Karaktererne er blevet mere kompromisløse og har fået flere fejl. Samtidig er temaet, som er prisen for at få et barn, blevet farvet af flere holdninger og er derfor mere nuanceret. 

Hvad er det vigtigste, du har lært på forfatterskolen, og som du kan give videre til andre, der gerne vil skrive?

 Hvis du virkelig vil skrive en roman, så kan du gøre det. Men lad være med at forestille dig, at romanen kommer som guddommelig inspiration, når du har siddet længe nok og stirret på skærmen. Og hvis den gør, så lad være med at udgive bogen, før du kender principperne for dramaturgi, plot og karakteropbygning. At skrive er et håndværk, og at blive udgivet er en business, så hvis historien ikke er skåret, så den appellerer til læserne, så er chancerne for at blive udgivet, solgt og læst, altså minimale. Der har aldrig været flere bøger og færre læsere, så man skal gide at gøre sig selv vedkommende. 

Og her til sidst (retorisk spørgsmål) – har du planer om at skrive flere romaner? 

Ja! Jeg har både plot, karakterer og scener rumsterende i baghovedet.