De voksne elever på vores forfatterskole oplever nogle gange, at de mangler selvtilliden til at turde sige: jeg læser til forfatter. Eller måske endda sige: jeg er forfatter. Ofte kommer emnet på bane under en social sammenkomst, hvor folk jo som regel spørger hinanden, hvad de uddanner sig til eller arbejder med. Så mens man står der med en kanapé i hånden, begynder tæerne at krumme sig i de lakerede sko, og øjnene at flakke, fordi de færreste opfatter det at skrive som et fuldvægtigt fag på linje med for eksempel journalist eller VVS’er. Ofte lyder det opfølgende spørgsmål: Hvad skal du bruge det til?
Må man stå ved sin forfatterskole-drøm?
Og her krummer tæerne sig for alvor, og kanapéen begynder at klistre i hånden, for tør man svare, at man har ambitioner om at blive professionel forfatter? At man drømmer om at skrive romaner, tv-serier eller filmmanuskripter og tjene penge på det?
Lad os se nærmere på problemet. Hvorfor kan det være vanskeligt at fortælle, at man går på en forfatterskole og tager en skriveuddannelse? Jeg tror, at svaret skal findes i det etablerede uddannelsessystem og i vores samfunds opfattelse af de kunstneriske fag. I USA og England, for eksempel, skelner man mellem at være en writer og en published writer, så forskellen handler om, hvorvidt man er udgivet eller ikke udgivet forfatter. Men det er ikke det interessante. Det interessante ligger i, at begrebet writer findes og accepteres på lige fod med tjener eller tandtekniker, og at man som writer ikke har noget at skamme sig over, uanset om man er i proces eller fuld-professionel.
Hvad er løsningen?
Hvorfor er skam så et vilkår for nogen af dem, der tager en forfatteruddannelse i Danmark? (Her taler jeg ikke om de ganske få og ofte ganske unge, der går på Statens Forfatterskole, men om voksne, der tager en uddannelse i Creative Writing på en privat forfatterskole). Årsagen ligger formentlig i, at faget Creative Writing i modsætning til en række andre lande ikke findes som en formel uddannelse herhjemme. Bortset fra Statens Forfatterskole, hvor der kun er plads til en halv snes elever på en årgang, og hvor man i øvrigt ikke undervises i Creative Writing, men i skrivekunst med tryk på kunst. Faget Creative Writing findes kun som tilvalg på Københavns Universitet og varer blot et enkelt semester. Selv har jeg taget uddannelsen i USA, hvor en bachelor tager tre år på college, og hvor man kan vælge at læse en Masters oveni. Altså en decideret universitetsuddannelse.
Så hvordan undgår man at krumme tæer til tante Hedvigs fødselsdag eller naboens havefest? Det kan jeg desværre ikke svare på. Men jeg kan opfordre til, at man tager sig selv, sin skriveambition og sin forfatteruddannelse alvorligt. For når man gør det, skal omverdenen nok følge trop. Første skridt kan være at melde sig ind på en ambitiøs og fagligt funderet forfatterskole
