Finn Wiedemann har skrevet 10 bøger. Er det for mange? overvejer han. Måske. Men han er i sine egne øjne blevet bedre hver gang. Læs historien om en sen debut og om at finde den metode, der virker som forfatter.
Af Finn Wiedemann
Jeg tilhører den type forfatter, som ikke rigtigt er slået igennem kommercielt. Som aldrig bliver anmeldt i landsdækkende medier, aldrig bliver interviewet til tv’s bogprogrammer, og som heller ikke er blevet indstillet til priser eller har modtaget kunststøtte.
Hvis du vil være forfatter, må du skrive, men hvis du har en større bevidsthed om litterære virkemidler og håndværksmæssige greb, er chancen for, at du ikke kun skriver, men også en dag kan kalde dig forfatter, større, skriver Finn Wiedemann.
Egentlig burde jeg slet ikke bruge min tid på at skrive. Jeg har familie. Jeg er lektor på et universitet, og sådan nogen skal løbe hurtigt. Og så er der jo haven, fritidsinteresserne og vennerne. Sandheden er dog, at jeg har skrevet hele livet. Mit første afslag fik jeg som nittenårig fra det nu hedengangne Borgen, som takkede for min digtsamling, og som pænt skrev, at det tog mange år at blive en god forfatter, men hvis jeg fortsatte med at skrive, kunne jeg måske en dag blive sådan én.
I mange år skrev jeg kun tekster til skrivebordsskuffen og til den skrivegruppe, jeg var medlem af. Af og til udgav jeg digte i lokale antologier og nedskrev ideer til mulige romanudkast, som jeg dog sjældent fik skrevet andet end første kapitel af.
Enten skriver jeg – eller også gør jeg ikke…
Et par år før jeg fyldte 50 år, var jeg på restaurant med min kone. Til maden blev der serveret en vinmenu, og det var åbenbart sådan en vinmenu, hvor man ikke bare fik et glas, men hvor flasken blev efterladt på bordet. Af en eller anden grund fik jeg midt i den store vinmenu overbevist mig selv, og måske også min kone om, at enten så begyndte jeg at tage skrivningen seriøst, eller også stoppede jeg med at skrive. Man kan ikke gå rundt og drømme om at skrive den store samtidsroman hele livet, uden at gøre noget ved det. Det er den slags, man kalder livsløgn.
Forfatterkurset gav mig et andet syn på litteratur og også et andet syn på det at arbejde med mit manuskript. Fremdrift, fortælling og plot blev nu lige så vigtigt som form, sprog og æstetik. Indirekte tror jeg, at det greb fat i nogle litterære lag, fra dengang jeg var barn og ung, hvor jeg læste masser af populære bøger og tonsvis af tegneserier, skriver Finn Wiedemann
Jeg begyndte at stå tidligt op og skrev et par timer, inden resten af huset vågnede til den kaffe, som nu var blevet lunken. De første måneder skrev jeg kun automatskrift. Det var et forsøg på at snyde bevidstheden og generobre sproget. Efter nogle måneder kunne jeg se, at der var et tema, der gik igen i de mange absurde skriverier, der handlede om barndom og tidlig ungdom. Og jeg havde faktisk også en prosadigtsamling liggende, som jeg havde skrevet mange år forinden. Hermed var jeg i gang med min første bog.
Blodbøg
Krimi.
Torben Juhl, pensioneret efterforsker, har været enkemand i et år, da hans datter får ham overtalt til at tage på en guidet ferie til Toscana.
Kurset gav mig et nyt syn på at skrive
I 2017 deltog jeg på Writer Academys forfatterkursus. Jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk. Mit litteratursyn handlede primært om form, sprog og æstetik. Nu skulle jeg arbejde med Creative Writing, storytelling og karakterer, der gerne måtte være fuldkommen ufuldkomne. Forfatterkurset gav mig et andet syn på litteratur og også et andet syn på det at arbejde med mit manuskript. Fremdrift, fortælling og plot blev nu lige så vigtigt som form, sprog og æstetik. Indirekte tror jeg, at det greb fat i nogle litterære lag, fra dengang jeg var barn og ung, hvor jeg læste masser af populære bøger og tonsvis af tegneserier, og så alle de kulørte film og serier, jeg kunne komme i nærheden af. Lysten til at fortælle den gode og spændende historie, der griber læseren, var der. Den skulle bare have hjælp til at foldes ud.
For et par år siden fik Salman Rushdie H.C. Andersen Litteraturprisen. I den forbindelse gav han en forelæsning og bagefter kunne publikum stille spørgsmål. En dame spurgte, om han havde et godt råd, hvis man ville være forfatter. Han svarede med tydelig britisk accent fuld af dybe og runde vokaler. If you want to be a writer, then write.
Så enkelt kan det siges. Hvis du vil være forfatter, må du skrive, men hvis du har en større bevidsthed om litterære virkemidler og håndværksmæssige greb, er chancen for, at du ikke kun skriver, men også en dag kan kalde dig forfatter, større. Også selv om din eneste mulighed er at gøre det tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Og hvis du bliver ved med at skrive, så er det fordi, du ikke kan lade være. I enhver forfatters pen eller tastatur brænder der en ild, og det uanset om du er bestseller forfatter eller selvudgiver, kendt eller ukendt.
