Mikkel Mosen gjorde noget vildt, da han ville udleve sin forfatterdrøm. Han flyttede til en ø. Læs hvorfor – og hvordan han endelig knækkede koden og kom ud af slumre-tilstanden.
Af Mikkel Mosen
Jeg har vidst, at jeg ville være forfatter siden maj 2001. Dengang sad jeg hjemme og læste til eksamen i dansk i 3.G, da et prosadigt slog ned i tankerne. Sådan begyndte min forfatterdrøm, fra den ene dag til den anden. Til gengæld har drømmen så fyldt i mine tanker hver dag i de 18 år, der gik, før jeg debuterede i 2019 med romanen ’Ud af slumreland’. Ligger der så noget i skrivebordsskuffen fra de år? Ja, en del faktisk; omkring 300 prosadigte, et filmmanuskript, en novellesamling, to børnebøger og fem romaner. Måske omkring 3000 sider. Jeg er (desværre, måske) perfektionist, så det er kun få manuskripter, jeg har sendt ind til udvalgte forlag i årenes løb. I alle årene gik jeg meget alene med det at skrive – mens jeg også lavede alt muligt andet – for hvad nu, hvis det ikke kunne blive til mere end en drøm? I retrospekt kan jeg sige, at hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have mødtes med ligesindede langt tidligere.
Færdiguddannet, fuldtidsjob, far – og forfatter by night
På universitetet brugte jeg meget af forberedelsestiden på at skrive fiktion, og jeg skrev og skrev og skrev. Efter studietiden i Aarhus fik jeg job som kommunikationskonsulent i Esbjerg. Jeg blev ved med at skrive på mit manuskript om aftenen og natten ved siden af mit fuldtidsjob, for det var jo forfatter, jeg allerhelst ville være. Min hustru og jeg boede i en herskabslejlighed i midtbyen, vi fik vores andet barn, vi havde gode jobs, tjente godt, og alt så fint ud på overfladen – men der var kun tid og overskud i weekender og ferier, og det var ikke et liv, der gjorde os glade. Efter et par år i denne mølle omlagde vi vores liv i 2014 og flyttede fra byen til en ø. For mit vedkommende handlede det især om én ting; at tage skrivedrømmen seriøst.
Mikkel Mosen
Roman. Montagne.
På overfladen lever Eik Enghoff et almindeligt liv med kone, børn og et godt job. Men inderst inde drømmer han om noget andet. En dag ringer hans gamle gymnasiekammerat, Jasper, der er kendt og berygtet som rebelsk gonzojournalist.
Endelig skete der noget – jeg knækkede koden
Det store vendepunkt for mig skete i efteråret 2016, hvor jeg blev optaget på forfatteruddannelsen Writers Academy. Jeg var nået til den erkendelse, at jeg blev nødt til at møde ligesindede og finde ud af, om forfatterdrømmen nogensinde kunne blive til noget. I mødet med underviserne og deres feedback knækkede jeg, så at sige, koden. Jeg fandt ud af, hvad der manglede i mine tekster, og jeg lærte grundelementerne i Creative Writing og den gode fortælling. Sagt med få ord; kend din historie! På det forfatterkursus opstod idéen til min debutroman, og kurset banede også vejen for den eftertragtede forlagskontrakt. Den professionelle sparring gjorde forskellen for mig.
Hvordan gør man sig bemærket, når bogen er udkommet?
Da min debutroman udkom i 2019, var det en 18 år gammel drøm, der gik i opfyldelse. Men det var aldrig bare dét at stå med en trykt bog i hånden, der motiverede mig. Jeg elsker at skrive, og jeg har flere historier at fortælle; forhåbentlig et helt forfatterskab med tiden. Efter udgivelsen begyndte en stejl indlæringskurve, for nu var jeg en del af et bogmarked. Der udkommer virkelig mange gode bøger, og heldigvis for det, men hvordan gør man sig bemærket i mængden? Jeg har haft mange gode oplevelser i kølvandet på udgivelsen, fordi jeg har grebet alle de muligheder, der bød sig. Det er blevet til interviews i aviser, radio og tv, oplæsninger og foredrag rundt om i landet, forfatterworkshops og diverse skriv om forfatterlivet. Jeg kan godt lide den udadvendte del af forfattervirket, der handler om at møde læsere og tale om litteraturen, men det er også en helt anden verden end skrivearbejdet. Her må jeg også nævne Instagram som et uvurderligt arbejdsredskab, for der har jeg fundet et engageret fællesskab omkring litteratur, og det er også ad den vej mit netværk iblandt læsere, forfattere, anmeldere og andre gode bogfolk er blevet udvidet betragteligt. Jeg kan godt lide dialogen med læsere og forfatterkolleger, og det er min erfaring, at særligt Instagram kan løfte ens forfattervirke og skabe nye og uforudsete muligheder.
Én sætning har forfulgt mig
Det er både sjovt, givende og hårdt arbejde at skrive en bog, og jeg lever langt hen ad vejen et almindeligt liv med familie, hus og budgetkonto – men vi bestræber os på at tilrettelægge tilværelsen sådan, at drømmene kommer inden for rækkevidde. Mon ikke de fleste forfattere drømmer om at kunne skrive på fuld tid? Eller i hvert fald længes efter mere skrivetid, end man har? Jeg kan efterhånden nøjes med at have et deltidsjob – for at få mere skrivetid – men drømmen om at drive forfattervirket så langt som muligt lever på fuld tid. For i alle årene er der især én sætning, der har fulgt mig, og måske siger den også noget om det magiske ved at skrive og skabe historier: Kravet, buddet lyder: skriv og skriv og skriv.
Og det gør jeg så.
