5 bøger jeg ikke glemmer

[Bragt i Bogrummet] Det sværeste ved at pege på fem bøger jeg ikke glemmer, er primært at begrænse mig til den ene håndfuld. Sekundært: ikke at falde i forfængelighedsfælden og vælge nogle af de bøger, som andre sandsynligvis vil mene er god smag.

Apropos god smag og manglen på den; jeg er vokset op i et hjem propfyldt med bøger. Bøger som formentlig aldrig fandt vej til anmeldernes spalter eller fik en plads på litteraternes hylder. Det var bogklubbøger med kulørte omslag og hovedpersoner, der boede i amerikanske storbyer og enten dræbte, bedrog eller elskede hinanden på kryds og tværs. Og jeg elskede dem. Elskede at ligge i mine forældres seng med snue, influenza eller pjækkesyge og læse i dagevis, forsvinde ind i fortællingens verden. Først senere i livet opdagede jeg ,at der, lige som det er tilfældet med folk, var forskel på bøger.

1) Knud, Otto & Carmen Rosita af Bjarne Reuter

Man skal nok have været mere end almindeligt åndsfraværende, hvis man som barn i 80’erne ikke stiftede bekendtskab med i hvert fald nogle af Bjarne Reuters bøger. Og sikken åbenbaring det var at læse hans værker. Som tolvårig opdagede jeg, hvad humoren kan udrette på skrift, og jeg kunne slet ikke få nok af Reuters sprog og hans personer, som decideret sprang op fra bogsiderne og flyttede ind i mit præpubertære hoved. Lutter latter og en sært tilfredsstillende umættelighed. Særligt begejstret var jeg for historien om Knud og Otto og deres vanvittige væddemål, og jeg læste bogen i et træk på pigeværelset plastret til med idolplakater fra magasinet Vi Unge. For et par år siden, da det var min søns tur til at stå på tærsklen til teenagetilstanden, forærede jeg ham et antikveret eksemplar af bogen i håb om at han ville opleve samme magi som jeg gjorde (eller måske ville jeg teste om historien stadig holdt, om humoren havde overlevet springet over generationskløften). Han læste romanen i ét hug og lo højlydt på sit værelse plastret til med fodboldplakater. Bingo.

“Hvis jeg mangler inspiration i mit arbejde, behøver jeg blot at tage en af Baldwins bøger ned fra hylden, for her finder jeg et helt univers på hver side.”

2) Tilværelsens ulidelige lethed af Milan Kundera

Jeg var yngre end jeg burde være, da jeg læste denne roman. Toogtyve på papiret, og jeg havde boet i New York i et år, da jeg så romanen i en boghandel og blev fascineret af dens titel The Unbearable Lightness of Being. Jeg stod i flere minutter med bogen i hånden og lod ordene danse i min hjerne, og købte den uden at læse så meget som en side før jeg kom hjem. Titlen alene, forsiden med hatten (som er en anden end den nye forside), vægten (!) af bogen i min hånd, var hver en dollar værd. Indrømmet: Jeg forstod ikke alt i første omgang, hverken af det der stod på eller mellem linjerne, men jeg læste fortællingen igen og igen, ofte i bidder og med en engelsk-dansk ordbog foran mig, og blev fascineret af Thomas, Thereza og Sabine og, hvilket egentlig er vigtigere i denne sammenhæng, tryllebundet af de litterære virkemidler – af Kunderas fortællemæssige kunstgreb.

3) Giovanni’s Room af James Baldwin

“It will all be the same, only I will be stiller.” Sådan skriver James Baldwin et sted i den spektakulære og for sin tid vovede roman om den unge amerikaner, der forelsker sig i både en mand og en kvinde i Paris. For mig er det en uforglemmelig sætning af mange, mange uforglemmelige sætninger som Baldwin har skrevet. Men James Baldwins litteratur (for det er det han skrev; ikke tekst, ikke fortælling – som er godt, ofte bedre end godt og i hvert fald godt nok – men litteratur) er meget andet og meget mere end blot sætninger, der følger efter hinanden. Baldwin maler billeder, både af det indre og det ydre, skræller det menneskelige løg ind til kernen af køn, race og seksualitet, og ophæver alle historiske rammer på en og samme tid. Hvis jeg mangler inspiration i mit arbejde, behøver jeg blot at tage en af Baldwins bøger ned fra hylden, for her finder jeg et helt univers på hver side.

4) Philip Roth – ja, hele forfatterskabet

Der er ingen over og ingen ved siden af Mr. Roth i min verden af forfatterskaber. Ja, jeg er en fan, og hvis jeg skulle ønske mig at være andet end det jeg er i dag, ville det være Philip Roths redaktør (okay, det lyder lidt skørt og stalkeragtigt, men jeg står ved min fantasi). Umiddelbart har jeg svært ved at vælge mellem hans fremragende bøger, men to af dem stikker alligevel ud: Portnoys genvordigheder og Exit genfærd. Sidstnævnte er, som alle Zuckermanbøgerne, elegant og ubesværet læsning, og jeg må æde mine egne ord om at jeg som læser og forlagsmenneske ikke ønsker at imponeres, men derimod vil fascineres, for jeg er helt på røven over Roth. Hvem andre end denne forfatter kan gøre en fortælling om en aldrende, inkontinent, impotent og til tider forvirret forfatter, der forlader sit stille eksil for at drage til New York hvor han møder to kvinder og må se på sig selv og på verden med nye øjne, til en decideret pageturner i verdensklasse? Det samme kunne man sige om Portnoys genvordigheder, omend med andre markører. En bog om en ung jødisk fyr fra New Jersey som bruger en stor del af sin tid på at onanere på badeværelset … og selvfølgelig meget, meget mere som jeg ikke har plads til at skrive om her.

5) Eremitten af Thomas Rydahl

Rydahls bog er, selvfølgelig, et nyere bekendtskab, men jeg er allerede nu sikker på, at jeg sent vil glemme Eremitten. Det gælder både romanen som helhed og hovedpersonen Erhard i særdeleshed, denne gamle danske taxachauffør som bor på en kanarisk ø og stemmer klaverer, hans eget sind ofte i mol, og som har ni fingre i stedet for ti og derfor taper en død mands finger på sin ene hånd i et forsøg på at… ja, hvad? At blive hel, normal, transporteret tilbage til det uvægerlige før? Denne bog kan sætte flueben ved samtlige væsentlige forudsætninger for den bredt kommercielle roman samt den eminente litterære præstation: et fremragende plot, stilistisk træfsikkerhed, en uforglemmelig hovedperson og et specifikt dragende miljø. Med mere. Og fik jeg nævnt at Rydahl, i denne roman, har skrevet den til dato, i min erfaring, bedste sexscene nogensinde? Scenen er morsom, hjerteskærende og ikke til at komme udenom.