Lea Hvidt Kessler har udgivet en feelgood-roman
I foråret udkom Lea Hvidt Kesslers første roman, Hvem fanden er Alice, på North Publishing, som er en del af Politikens Forlag. Og selv om Lea ikke tidligere har udgivet skønlitteratur, gik der ikke lang tid, fra hun blev færdig på Writers Academys 1-årige forfatteruddannelse, til hun stod med en flot forlagskontrakt i hånden. I dag er Lea i gang med sin næste bog, men inden to’eren lander, skal vi høre lidt om hendes erfaring med at debutere.
Hvad fik dig tilbage på skolebænken i en voksen alder? Det gjorde lysten til at springe ud i noget helt nyt, som jeg længe har gået med tanker om. Jeg gik i gang med at skrive på et projekt, en historie, som jeg hurtigt blev meget begejstret for. Men jo mere jeg skrev, des mere følte jeg, at jeg manglede noget viden om, hvad det egentlig var, jeg lavede. Så blev jeg anbefalet at søge ind på Writers Academy, og inden længe sad jeg på skolebænken igen.
Hvad er det vigtigste du har lært på forfatteruddannelsen? Jeg synes, det er svært at udpege én særlig ting. Det korte svar er, at jeg startede på Writers Academy med en tom værktøjskasse, og da jeg sluttede uddannelsen, var den fyldt op med en masse værkstøj, som har været altafgørende for mig for at komme i mål med min første roman. Man tror, at man bare skal sætte røv til stol og skrive. Bare skriv derudaf, lige pludselig er du færdig! Men i virkeligheden er der så meget teknik og opbygning, når man skaber en historie og karakterer, og uden den viden var jeg aldrig kommet i mål.
Har din baggrund som influencer og forfatter til fagbøger været en fordel eller en ulempe i arbejdet med at skrive fiktion? Min baggrund som forfatter til mine to fagbøger har haft den fordel, at jeg kendte til nogle mennesker i branchen, som kunne hjælpe mig i gang, blandt andet med at blive præsenteret for Writers Academy. Det har også været en fordel at kende til kontrakter og udgivelser i bogbranchen, så på den måde har jeg haft mulighed for at været lidt på forkant med udgivelsen af min roman. Ift. at mange mennesker kender mig fra andet end bogbranchen, har været den største ulempe. Selvfølgelig har der været nogle nysgerrige og også støttende folk, som har været så søde omkring, at jeg er sprunget ud som romanforfatter, men kritikkerne er dem, der råber allerhøjest. Og når først de har besluttet sig for, at man absolut ikke duer til det, man laver, eller bare ikke rigtig bryder sig om ens karakter, så er det nærmest umuligt at gøre det godt nok over for dem. Jeg har måske lidt mere at skulle bevise med min baggrund, end jeg ville have haft, hvis jeg var helt ukendt.
Hvad var det bedste ved at debutere med Hvem fanden er Alice? Uden tvivl at nå i mål med et projekt der er så stort, som det er at skrive en roman. Og det ved man naturligvis ikke, før man har prøvet det. I fiktion er alt jo fantasi, så at jeg har opfundet og skrevet en historie fra start til slut, som et forlag ovenikøbet har troet på og ønsket at investere i, har været en fuldstændig fantastisk oplevelse.
Hvad var det værste – eller mest uventede? Jeg synes, jeg var blevet rigtig godt klædt på til at modtage kritik. Kritik er åbenbart bare et vilkår og noget, der hører med, uanset hvor dygtig man er. Jeg lever efter den regel, at har man ikke noget godt at sige, så bare ti stille. Det gør ikke noget godt for nogen at være tarvelig. Konstruktiv kritik er noget helt andet. Men opkast, det har jeg svært ved!
Hvad ønsker du, at læserne skal tage med sig, når de har læst din bog? Jeg håber, at man som læser sidder tilbage og tænker: ”Det var sgu en hyggelig lille historie, som fik mig til at grine.” Jeg har skrevet bogen med henblik på at underholde og give et lidt anderledes syn på livet. Alice er en lidt småprovokerende karakter. Ikke fordi hun er flabet, men mere fordi hun ofte gør tingene anderledes, end MAN ville gøre. Jeg ved, at mange af hendes holdninger kan provokere, men mit håb er, at man vil kunne se tingene fra en anden vinkel og på den måde måske gøre sin egen horisont en smule bredere. Nogle gange synes jeg, at verden og de mennesker, der lever i den, kan blive temmelig firkantet, og jeg har prøvet forsigtigt at skubbe lidt til det. Jeg tænker, at det ikke skader, at vi som mennesker forsøger at blive lidt mere rummelige, også over for dem, som ikke gør de ting, vi selv gør.
Har du planer om at skrive flere romaner? Store planer! Det her er kun min begyndelse. Jeg lærte meget, mens jeg skrev Hvem Fanden er Alice, men jeg har lært mindst lige så meget af at blive færdig med den, og det har givet mig en kæmpe gejst. Jeg har flere projekter/historier, jeg fifler med, og et af dem er i udviklingsproces netop nu med nogle meget dygtige mennesker. Jeg er gået ind i denne branche for at blive😉 Læs mere om Leas bog her https://www.bog-ide.dk/produkt/4881665/lea-hvidt-kessler-hvem-fanden-er-alice-haeftet/3174282
