Lea Hvidt Kessler har udgivet en feelgood-roman

I foråret udkom Lea Hvidt Kesslers første roman, Hvem fanden er Alice, på North Publishing, som er en del af Politikens Forlag. Og selv om Lea ikke tidligere har udgivet skønlitteratur, gik der ikke lang tid, fra hun blev færdig på Writers Academys 1-årige forfatteruddannelse, til hun stod med en flot forlagskontrakt i hånden. I dag er Lea i gang med sin næste bog, men inden to’eren lander, skal vi høre lidt om hendes erfaring med at debutere.

Hvad fik dig tilbage på skolebænken i en voksen alder? Det gjorde lysten til at springe ud i noget helt nyt, som jeg længe har gået med tanker om. Jeg gik i gang med at skrive på et projekt, en historie, som jeg hurtigt blev meget begejstret for. Men jo mere jeg skrev, des mere følte jeg, at jeg manglede noget viden om, hvad det egentlig var, jeg lavede. Så blev jeg anbefalet at søge ind på Writers Academy, og inden længe sad jeg på skolebænken igen.

Hvad er det vigtigste du har lært på forfatteruddannelsen? Jeg synes, det er svært at udpege én særlig ting. Det korte svar er, at jeg startede på Writers Academy med en tom værktøjskasse, og da jeg sluttede uddannelsen, var den fyldt op med en masse værkstøj, som har været altafgørende for mig for at komme i mål med min første roman. Man tror, at man bare skal sætte røv til stol og skrive. Bare skriv derudaf, lige pludselig er du færdig! Men i virkeligheden er der så meget teknik og opbygning, når man skaber en historie og karakterer, og uden den viden var jeg aldrig kommet i mål.

Har din baggrund som influencer og forfatter til fagbøger været en fordel eller en ulempe i arbejdet med at skrive fiktion? Min baggrund som forfatter til mine to fagbøger har haft den fordel, at jeg kendte til nogle mennesker i branchen, som kunne hjælpe mig i gang, blandt andet med at blive præsenteret for Writers Academy. Det har også været en fordel at kende til kontrakter og udgivelser i bogbranchen, så på den måde har jeg haft mulighed for at været lidt på forkant med udgivelsen af min roman. Ift. at mange mennesker kender mig fra andet end bogbranchen, har været den største ulempe. Selvfølgelig har der været nogle nysgerrige og også støttende folk, som har været så søde omkring, at jeg er sprunget ud som romanforfatter, men kritikkerne er dem, der råber allerhøjest. Og når først de har besluttet sig for, at man absolut ikke duer til det, man laver, eller bare ikke rigtig bryder sig om ens karakter, så er det nærmest umuligt at gøre det godt nok over for dem. Jeg har måske lidt mere at skulle bevise med min baggrund, end jeg ville have haft, hvis jeg var helt ukendt.

Hvad var det bedste ved at debutere med Hvem fanden er Alice? Uden tvivl at nå i mål med et projekt der er så stort, som det er at skrive en roman. Og det ved man naturligvis ikke, før man har prøvet det. I fiktion er alt jo fantasi, så at jeg har opfundet og skrevet en historie fra start til slut, som et forlag ovenikøbet har troet på og ønsket at investere i, har været en fuldstændig fantastisk oplevelse.

Hvad var det værste – eller mest uventede? Jeg synes, jeg var blevet rigtig godt klædt på til at modtage kritik. Kritik er åbenbart bare et vilkår og noget, der hører med, uanset hvor dygtig man er. Jeg lever efter den regel, at har man ikke noget godt at sige, så bare ti stille. Det gør ikke noget godt for nogen at være tarvelig. Konstruktiv kritik er noget helt andet. Men opkast, det har jeg svært ved!

Hvad ønsker du, at læserne skal tage med sig, når de har læst din bog? Jeg håber, at man som læser sidder tilbage og tænker: ”Det var sgu en hyggelig lille historie, som fik mig til at grine.” Jeg har skrevet bogen med henblik på at underholde og give et lidt anderledes syn på livet. Alice er en lidt småprovokerende karakter. Ikke fordi hun er flabet, men mere fordi hun ofte gør tingene anderledes, end MAN ville gøre. Jeg ved, at mange af hendes holdninger kan provokere, men mit håb er, at man vil kunne se tingene fra en anden vinkel og på den måde måske gøre sin egen horisont en smule bredere. Nogle gange synes jeg, at verden og de mennesker, der lever i den, kan blive temmelig firkantet, og jeg har prøvet forsigtigt at skubbe lidt til det. Jeg tænker, at det ikke skader, at vi som mennesker forsøger at blive lidt mere rummelige, også over for dem, som ikke gør de ting, vi selv gør.

Har du planer om at skrive flere romaner? Store planer! Det her er kun min begyndelse. Jeg lærte meget, mens jeg skrev Hvem Fanden er Alice, men jeg har  lært mindst lige så meget af at blive færdig med den, og det har givet mig en kæmpe gejst. Jeg har flere projekter/historier, jeg fifler med, og et af dem er i udviklingsproces netop nu med nogle meget dygtige mennesker. Jeg er gået ind i denne branche for at blive😉 Læs mere om Leas bog her https://www.bog-ide.dk/produkt/4881665/lea-hvidt-kessler-hvem-fanden-er-alice-haeftet/3174282

De voksne elever på vores forfatterskole oplever nogle gange, at de mangler selvtilliden til at turde sige: jeg læser til forfatter. Eller måske endda sige: jeg er forfatter. Ofte kommer emnet på bane under en social sammenkomst, hvor folk jo som regel spørger hinanden, hvad de uddanner sig til eller arbejder med. Så mens man står der med en kanapé i hånden, begynder tæerne at krumme sig i de lakerede sko, og øjnene at flakke, fordi de færreste opfatter det at skrive som et fuldvægtigt fag på linje med for eksempel journalist eller VVS’er. Ofte lyder det opfølgende spørgsmål: Hvad skal du bruge det til?

Må man stå ved sin forfatterskole-drøm?

Og her krummer tæerne sig for alvor, og kanapéen begynder at klistre i hånden, for tør man svare, at man har ambitioner om at blive professionel forfatter? At man drømmer om at skrive romaner, tv-serier eller filmmanuskripter og tjene penge på det?

Lad os se nærmere på problemet. Hvorfor kan det være vanskeligt at fortælle, at man går på en forfatterskole og tager en skriveuddannelse? Jeg tror, at svaret skal findes i det etablerede uddannelsessystem og i vores samfunds opfattelse af de kunstneriske fag. I USA og England, for eksempel, skelner man mellem at være en writer og en published writer, så forskellen handler om, hvorvidt man er udgivet eller ikke udgivet forfatter. Men det er ikke det interessante. Det interessante ligger i, at begrebet writer findes og accepteres på lige fod med tjener eller tandtekniker, og at man som writer ikke har noget at skamme sig over, uanset om man er i proces eller fuld-professionel.

Hvad er løsningen?

Hvorfor er skam så et vilkår for nogen af dem, der tager en forfatteruddannelse i Danmark? (Her taler jeg ikke om de ganske få og ofte ganske unge, der går på Statens Forfatterskole, men om voksne, der tager en uddannelse i Creative Writing på en privat forfatterskole). Årsagen ligger formentlig i, at faget Creative Writing i modsætning til en række andre lande ikke findes som en formel uddannelse herhjemme. Bortset fra Statens Forfatterskole, hvor der kun er plads til en halv snes elever på en årgang, og hvor man i øvrigt ikke undervises i Creative Writing, men i skrivekunst med tryk på kunst. Faget Creative Writing findes kun som tilvalg på Københavns Universitet og varer blot et enkelt semester. Selv har jeg taget uddannelsen i USA, hvor en bachelor tager tre år på college, og hvor man kan vælge at læse en Masters oveni. Altså en decideret universitetsuddannelse.

Så hvordan undgår man at krumme tæer til tante Hedvigs fødselsdag eller naboens havefest? Det kan jeg desværre ikke svare på. Men jeg kan opfordre til, at man tager sig selv, sin skriveambition og sin forfatteruddannelse alvorligt. For når man gør det, skal omverdenen nok følge trop. Første skridt kan være at melde sig ind på en ambitiøs og fagligt funderet forfatterskole

INTERVIEW. Jeg har talt med Dorthe Klyvø om hendes arbejde som forfatter og om hendes erfaringer med at gå på forfatterskolen Writers Academy.

Kan du fortælle lidt om, hvordan idéen til din skønlitterære debut opstod?

Jeg har altid skrevet historier på den ene eller den anden måde og har haft hovedet fyldt med ideer til noveller og fortællinger af forskellig slags. Men jeg har også haft travlt med at arbejde (som oversætter og tekstforfatter) og har altid tænkt, at det med at skrive selv måtte komme, når jeg en dag fik tid til det. Men så fik jeg en blodprop i hjertet for godt fire år siden, og jeg blev klar over – eller rettere mindet om – at man aldrig skal udskyde at forfølge sine drømme. Så jeg kastede mig ud i det – meldte mig til forfatterskolen Writers Academy og fik startskuddet og troen på, at jeg kunne skrive og ikke mindst blive udgivet.

Hvad er forskellen på at udkomme med et stykke fiktion og fx en fagbog?

Da jeg skrev mine to fagbøger (Iværksætterhåndbogen og Markedsføringshåndbogen, skrevet sammen med Hanne Wick) var det lidt som en kommunikationsopgave for mig. Og dem havde jeg lavet mange af tidligere … Her skulle jeg “bare” tømme mit hoved for viden om de områder, jeg skulle formidle i bøgerne. Og hvis der var elementer/dele af emnerne, jeg manglede viden om, kunne jeg researche på det, interviewe folk om det etc. Det var lidt som at skrive en meget lang artikel …

At skrive og udkomme med fiktion er helt, helt anderledes. Det har været meget mere angstprovokerende og har føltes langt mere usikkert. Jeg fik tre afslag på mit manus, før det blev taget imod med kyshånd af mit forlag, og det var lige ved at tage modet fra mig. Fordi det er så personligt, når man har tømt hele sin fantasi og sjæl ned i historien. Det var faktisk netop Britt fra Writers Academy, der fik mig til at fortsætte med at sende manus efter det sidste afslag. For hun sagde til mig, at der helt sikkert sad en forlagsredaktør et sted derude, der ville elske min historie. Og hun fik ret! Men jeg synes, det er meget sværere at udkomme med fiktion. Ikke desto mindre er det også meget tilfredsstillende, og selvom min bog nu har fået flere gode anmeldelser, tørster jeg stadig efter flere … Det er ligesom om, “man” ikke helt kan få ros nok ;-) skørt, men ikke desto mindre også sandt – det er så fedt at mærke, at folk kan lide, hvad man har skrevet, at det rammer læserne, og at de føler en forbindelse til historien. Det har bogstaveligt talt fået det til at svide i øjnene indtil flere gange.

Hvad har det betydet for dig at gå på et professionelt forfatterkursus?

Det har betydet alt for mig i den her proces. Og faktisk mest af alt, fordi Writers Academy er så målrettet mod udgivelse. Selvfølgelig havde jeg også brug for at blive mindet om, hvordan man skriver godt – og blive rettet og gjort opmærksom på mine fejl – det har jeg stadig brug for. Men jeg føler især, at det ramte mig, at Britt med det samme anerkendte mig som forfatter og gav mig troen på, at jeg kunne blive udgivet.

Kan du fortælle lidt om dit fællesskab de andre kursister? Hjælper I stadig hinanden med at skrive?

Altså, jeg fik jo vildt meget ud af Writers Academy, men det bedste af alt er nok trods alt min fantastiske skrivegruppe. Vi fortsatte simpelthen efter kursets afslutning, og vi er stadig en gruppe, der mødes og arbejder sammen. Under corona har vi mødtes virtuelt, og det gør vi stadig mest, fordi det fungerer supergodt for os. Men vi har også haft nogle ture i sommerhus, hvor vi har arbejdet sammen en hel weekend og har haft tid til virkelig at gå i dybden og bore ned i hinandens fortællinger og arbejde. Jeg mener virkelig helt oprigtigt, at min skrivegruppe har en stor del af æren for, at jeg er nået til at få min debutbog ud. De har støttet mig hele vejen og har heppet og bakket op og givet feedback etc. De er fantastiske, og jeg håber, vi kan blive ved med at hjælpe hinanden videre fremad. Det går rigtigt godt for et par af dem, og der er formentlig flere udgivelser på vej fra gruppen …

Har du andre bøger i ærmet?

Lige nu har jeg udviklet rammen for en toer til landet i tæppet. Mit forlag vil gerne have en trilogi, og der ligger også yderligere mindst to bøger i fortællingen. Så jeg regner med at gå rigtigt i gang med den næste bog i starten af 2022. Samtidig er jeg ved at redigere en historisk roman, som jeg faktisk også startede på i forbindelse med Writers Academy, og som har ligget lidt i dvale. Men nu har et forlag vist interesse for historien, og jeg vil arbejde manus igennem, så jeg forhåbentlig kan få den antaget. Derudover har jeg en ide til en romance – det er jo virkelig “hot” for tiden at skrive romance. Jeg har en ide til sådan en rigtig feel good-bog – og en redaktør har bedt mig skrue en synopsis sammen på den. Det skal dog nok lige vente, til jeg har styr på mine andre projekter. Bagefter har jeg indtil flere ideer, der råber på at blive skrevet. Jeg er godt i gang med en anden fantasybog, som dog ligger og “hviler” sig lige nu. Og så er der jo mange flere ideer og påbegyndte projekter og noter etc. Vi må se, hvor meget jeg kan nå af det hele.

Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil skrive en bog?

Først og fremmest at læse helt vildt meget! Dernæst at skrive helt vildt meget … Og så kan jeg kun anbefale et crash course på professionelt niveau. Uanset hvor god man selv synes, man er til at skrive, kan man altid blive bedre. Og det er helt sikkert, at man har nogle uvaner, som andre skal hjælpe en med at holde øje med. Derfor anbefaler jeg også en skrivegruppe. Det behøver ikke være folk, der skriver i samme genre, tværtimod føler jeg, at det er givende, når man skriver forskellige ting.

Så læs, skriv, tag et kursus og find en god skrivegruppe!

INTERVIEW. I september udkom journalist Louise Voller med sin debutroman Drømmefangeren. Jeg har talt med Louise om debuten, hendes arbejde med bogen, og hvad hun tog med sig fra sit år på Writers Academys Forfatterskole.

Hvad fik dig tilbage på skolebænken i en voksen alder, og hvorfor lige Writers Academy?

Jeg har altid haft lysten til at fortælle historier i en anden form end journalistik. Journalistikken kan undersøge og dokumentere, men fiktionen kan forføre og gå i dybden med den menneskelige erfaring uden at skulle tage hensyn til, om det kan dokumenteres eller ej. Enhver følelse er sand. Det handler om perspektiver, og det synes jeg var spændende at komme tættere på.

Jeg blev begejstret for Writers Academy, fordi creative writing og underviserne på WA har en konkret, praktisk tilgang til fiktion og den gode fortælling. Og så er skolen og undervisningen målrettet udgivelse. Det handler om den roman, som forfatterne drømmer om at udgive mere end at nørkle rundt i sit sind efter inspiration og originale formsprog. Det tiltalte mig.

Har din baggrund som journalist været en fordel eller en ulempe i arbejdet med at skrive fiktion?

Begge dele, vil jeg tro. En fordel, fordi jeg er vant til at skrive i en bestemt genre og så har jeg det, som mange vel vil kalde disciplin. I arbejdet med ”Drømmefangeren” stod jeg op klokken fem om morgenen for at få nogle sider fra hånden og derfor nåede jeg ikke rigtig at havne i dødvande og skriveblokeringer. Til gengæld er jeg slave af research, jeg kan bruge en formiddag på at finde ud af om farven på det danske konsulat i Kathmandu er rød, og lågen er blå. Det er irriterende spildtid, men det betyder noget for mig, når jeg selv læser en roman, om forfatteren har gjort sig umage med at skrive så tæt op på virkeligheden, som det er muligt.

Har det at arbejde sammen med andre på en forfatterskole haft betydning for udviklingen af din første roman?

Samarbejdet med undervisere og holdet på Writers Academy har været værdifuldt, og jeg gruer for at skrive videre uden dem. Det, at kunne se frem til sparring og feedback på tekster hver onsdag, er en stærk motivation, og både karakterer, plot og tone i ”Drømmefangeren” er formet med dem. Med holdet som observatører har jeg fået tidlig kritik, der har skærpet bogens yderpunkter. Karaktererne er blevet mere kompromisløse og har fået flere fejl. Samtidig er temaet, som er prisen for at få et barn, blevet farvet af flere holdninger og er derfor mere nuanceret. 

Hvad er det vigtigste, du har lært på forfatterskolen, og som du kan give videre til andre, der gerne vil skrive?

 Hvis du virkelig vil skrive en roman, så kan du gøre det. Men lad være med at forestille dig, at romanen kommer som guddommelig inspiration, når du har siddet længe nok og stirret på skærmen. Og hvis den gør, så lad være med at udgive bogen, før du kender principperne for dramaturgi, plot og karakteropbygning. At skrive er et håndværk, og at blive udgivet er en business, så hvis historien ikke er skåret, så den appellerer til læserne, så er chancerne for at blive udgivet, solgt og læst, altså minimale. Der har aldrig været flere bøger og færre læsere, så man skal gide at gøre sig selv vedkommende. 

Og her til sidst (retorisk spørgsmål) – har du planer om at skrive flere romaner? 

Ja! Jeg har både plot, karakterer og scener rumsterende i baghovedet. 

De færreste kommende forfattere ved, hvor de skal gå hen for at blive bedre til at skrive eller for at lære storytelling og Creative Writing. Her er fem gode råd til dig, når du skal vælge forfatteruddannelse – hvad enten du søger en højskole, forfatterskole eller et forfatterkursus. 

1. Overvej hvilken slags tekst, du drømmer om at skrive

Hvilke bøger elsker du selv og hvad drømmer du om at skrive? Det har stor betydning for dit valg af forfatterskole, højskole eller et forfatterkursus, om du vil skrive digte, eksperimenterende litteratur eller bøger som En flænge i himlen, Hunger Games, Harry Potter, Drageløberen eller Mig før dig? Det er nemlig de færreste højskoler, forfatterskoler eller forfatterkurser, der underviser i det hele. Sæt dig ind i kursets eller skolens litterære fokus og hvad den siger om det, du skal skrive.

2. Overvej uddannelsens formål og længde

De fleste kurser og uddannelser er for dig, der bare vil skrive mere end du gør og måske møde andre, der også skriver, mens kun et par skoler har et reelt sigte mod at give dig de kompetencer og erfaringer, der skal til for at skrive, udgive og sælge dine fortællinger i det moderne marked. Dit valg afhænger af dit ønske og dit niveau. Det er også oplagt at efterspørge en skole, der lærer dig at skrive til andre formater som lydbogsserier, Mofibo Originals eller de digitale formater, der lige nu er et godt sted at starte som forfatter. Det har naturligvis også betydning, hvad forfatterskolen eller forfatterkurset koster eller om du kan søge SU eller legater, mens du går på uddannelsen. 

3. Overvej om forfatteruddannelsens længde passer med at lære faget godt at kende

Hvis du vil leve og arbejde som forfatter, skal du se efter den uddannelse, der sigter efter at give dig de bedste betingelser for at fortælle historier og udkomme i forskellige formater. Udover at lære at læse egne og andres tekster skal kurset gerne give dig konkrete værktøjer og teknikker til at arbejde videre på egen hånd og sammen med andre. Et kortere kursus eller en halvårlig forfatterskole er ideel til at dyppe tæerne i vandet, hvorimod en længerevarende uddannelse målrettet kan give dig de erfaringer og gode rutiner, det kræver for at skrive en bestseller eller arbejde som forfatter.

“På Writers Academy mener vi, at din evne til at diskutere og forbedre din ide og dit manuskript i samarbejde med andre forfattere og storytellers kan markant forbedre den fortælling.”

4. Overvej om uddannelsen lærer dig at arbejde sammen med andre

Hvis du virkelig vil udvikle dig som forfatter i fremtidens forandrede mediebillede, er det en god idé at se efter den uddannelse, der også lærer dig at arbejde sammen med andre, både redaktører, producenter, skuespillere, historiefortæller og forfattere. Det gælder selvfølgelig, hvis du vil skrive til film og tv, men i lige så høj grad til det marked, der er på vej inden for litteratur, hvor podcast-, lydbogs- eller lydserier fylder mere og mere. Der minder processen mere om den måde tv-serier og film udvikles, og her er det vigtigt, at du kan arbejde sammen med andre og ikke kun formår at bearbejde din tekst alene. Desuden mener vi på Writers Academy, at din evne til at diskutere og forbedre din ide og dit manuskript i samarbejde med andre forfattere og storytellers kan markant forbedre den fortælling.

5. Overvej hvor vidt uddannelsen forbereder dig på livet som forfatter

De færreste af de de udbudte kurser kigger på forfatterens virke som helhed – og fra start til slut. Fra inspiration og ideudvikling og research – til udgivet bog, markedsføring og foredrag på bibliotekerne. Sørg for at vælge den forfatterskole eller det forfatterkursus, du vurderer giver dig den bedste mulighed for at lykkes med din forfatterkarriere.

Finn Wiedemann har skrevet 10 bøger. Er det for mange? overvejer han. Måske. Men han er i sine egne øjne blevet bedre hver gang. Læs historien om en sen debut og om at finde den metode, der virker som forfatter.

Af Finn Wiedemann

Jeg tilhører den type forfatter, som ikke rigtigt er slået igennem kommercielt. Som aldrig bliver anmeldt i landsdækkende medier, aldrig bliver interviewet til tv’s bogprogrammer, og som heller ikke er blevet indstillet til priser eller har modtaget kunststøtte. 

Hvis du vil være forfatter, må du skrive, men hvis du har en større bevidsthed om litterære virkemidler og håndværksmæssige greb, er chancen for, at du ikke kun skriver, men også en dag kan kalde dig forfatter, større, skriver Finn Wiedemann. 

Egentlig burde jeg slet ikke bruge min tid på at skrive. Jeg har familie. Jeg er lektor på et universitet, og sådan nogen skal løbe hurtigt. Og så er der jo haven, fritidsinteresserne og vennerne. Sandheden er dog, at jeg har skrevet hele livet. Mit første afslag fik jeg som nittenårig fra det nu hedengangne Borgen, som takkede for min digtsamling, og som pænt skrev, at det tog mange år at blive en god forfatter, men hvis jeg fortsatte med at skrive, kunne jeg måske en dag blive sådan én. 

I mange år skrev jeg kun tekster til skrivebordsskuffen og til den skrivegruppe, jeg var medlem af. Af og til udgav jeg digte i lokale antologier og nedskrev ideer til mulige romanudkast, som jeg dog sjældent fik skrevet andet end første kapitel af.

Enten skriver jeg – eller også gør jeg ikke…

Et par år før jeg fyldte 50 år, var jeg på restaurant med min kone. Til maden blev der serveret en vinmenu, og det var åbenbart sådan en vinmenu, hvor man ikke bare fik et glas, men hvor flasken blev efterladt på bordet. Af en eller anden grund fik jeg midt i den store vinmenu overbevist mig selv, og måske også min kone om, at enten så begyndte jeg at tage skrivningen seriøst, eller også stoppede jeg med at skrive. Man kan ikke gå rundt og drømme om at skrive den store samtidsroman hele livet, uden at gøre noget ved det. Det er den slags, man kalder livsløgn.

Forfatterkurset gav mig et andet syn på litteratur og også et andet syn på det at arbejde med mit manuskript. Fremdrift, fortælling og plot blev nu lige så vigtigt som form, sprog og æstetik. Indirekte tror jeg, at det greb fat i nogle litterære lag, fra dengang jeg var barn og ung, hvor jeg læste masser af populære bøger og tonsvis af tegneserier, skriver Finn Wiedemann

Jeg begyndte at stå tidligt op og skrev et par timer, inden resten af huset vågnede til den kaffe, som nu var blevet lunken. De første måneder skrev jeg kun automatskrift. Det var et forsøg på at snyde bevidstheden og generobre sproget. Efter nogle måneder kunne jeg se, at der var et tema, der gik igen i de mange absurde skriverier, der handlede om barndom og tidlig ungdom. Og jeg havde faktisk også en prosadigtsamling liggende, som jeg havde skrevet mange år forinden. Hermed var jeg i gang med min første bog.

Torben Juhl, pensioneret efterforsker, har været enkemand i et år, da hans datter får ham overtalt til at tage på en guidet ferie til Toscana.

Kurset gav mig et nyt syn på at skrive

I 2017 deltog jeg på Writer Academys forfatterkursus. Jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk. Mit litteratursyn handlede primært om form, sprog og æstetik. Nu skulle jeg arbejde med Creative Writing, storytelling og karakterer, der gerne måtte være fuldkommen ufuldkomne. Forfatterkurset gav mig et andet syn på litteratur og også et andet syn på det at arbejde med mit manuskript. Fremdrift, fortælling og plot blev nu lige så vigtigt som form, sprog og æstetik. Indirekte tror jeg, at det greb fat i nogle litterære lag, fra dengang jeg var barn og ung, hvor jeg læste masser af populære bøger og tonsvis af tegneserier, og så alle de kulørte film og serier, jeg kunne komme i nærheden af. Lysten til at fortælle den gode og spændende historie, der griber læseren, var der. Den skulle bare have hjælp til at foldes ud.

For et par år siden fik Salman Rushdie H.C. Andersen Litteraturprisen. I den forbindelse gav han en forelæsning og bagefter kunne publikum stille spørgsmål. En dame spurgte, om han havde et godt råd, hvis man ville være forfatter. Han svarede med tydelig britisk accent fuld af dybe og runde vokaler. If you want to be a writer, then write.

Så enkelt kan det siges. Hvis du vil være forfatter, må du skrive, men hvis du har en større bevidsthed om litterære virkemidler og håndværksmæssige greb, er chancen for, at du ikke kun skriver, men også en dag kan kalde dig forfatter, større. Også selv om din eneste mulighed er at gøre det tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Og hvis du bliver ved med at skrive, så er det fordi, du ikke kan lade være. I enhver forfatters pen eller tastatur brænder der en ild, og det uanset om du er bestseller forfatter eller selvudgiver, kendt eller ukendt.

Mikkel Mosen gjorde noget vildt, da han ville udleve sin forfatterdrøm. Han flyttede til en ø. Læs hvorfor – og hvordan han endelig knækkede koden og kom ud af slumre-tilstanden. 

Af Mikkel Mosen

Jeg har vidst, at jeg ville være forfatter siden maj 2001. Dengang sad jeg hjemme og læste til eksamen i dansk i 3.G, da et prosadigt slog ned i tankerne. Sådan begyndte min forfatterdrøm, fra den ene dag til den anden. Til gengæld har drømmen så fyldt i mine tanker hver dag i de 18 år, der gik, før jeg debuterede i 2019 med romanen ’Ud af slumreland’. Ligger der så noget i skrivebordsskuffen fra de år? Ja, en del faktisk; omkring 300 prosadigte, et filmmanuskript, en novellesamling, to børnebøger og fem romaner. Måske omkring 3000 sider. Jeg er (desværre, måske) perfektionist, så det er kun få manuskripter, jeg har sendt ind til udvalgte forlag i årenes løb. I alle årene gik jeg meget alene med det at skrive – mens jeg også lavede alt muligt andet – for hvad nu, hvis det ikke kunne blive til mere end en drøm? I retrospekt kan jeg sige, at hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have mødtes med ligesindede langt tidligere.

Færdiguddannet, fuldtidsjob, far – og forfatter by night

På universitetet brugte jeg meget af forberedelsestiden på at skrive fiktion, og jeg skrev og skrev og skrev. Efter studietiden i Aarhus fik jeg job som kommunikationskonsulent i Esbjerg. Jeg blev ved med at skrive på mit manuskript om aftenen og natten ved siden af mit fuldtidsjob, for det var jo forfatter, jeg allerhelst ville være. Min hustru og jeg boede i en herskabslejlighed i midtbyen, vi fik vores andet barn, vi havde gode jobs, tjente godt, og alt så fint ud på overfladen – men der var kun tid og overskud i weekender og ferier, og det var ikke et liv, der gjorde os glade. Efter et par år i denne mølle omlagde vi vores liv i 2014 og flyttede fra byen til en ø. For mit vedkommende handlede det især om én ting; at tage skrivedrømmen seriøst.

Endelig skete der noget – jeg knækkede koden

Det store vendepunkt for mig skete i efteråret 2016, hvor jeg blev optaget på forfatteruddannelsen Writers Academy. Jeg var nået til den erkendelse, at jeg blev nødt til at møde ligesindede og finde ud af, om forfatterdrømmen nogensinde kunne blive til noget. I mødet med underviserne og deres feedback knækkede jeg, så at sige, koden. Jeg fandt ud af, hvad der manglede i mine tekster, og jeg lærte grundelementerne i Creative Writing og den gode fortælling. Sagt med få ord; kend din historie! På det forfatterkursus opstod idéen til min debutroman, og kurset banede også vejen for den eftertragtede forlagskontrakt. Den professionelle sparring gjorde forskellen for mig.

Hvordan gør man sig bemærket, når bogen er udkommet?

Da min debutroman udkom i 2019, var det en 18 år gammel drøm, der gik i opfyldelse. Men det var aldrig bare dét at stå med en trykt bog i hånden, der motiverede mig. Jeg elsker at skrive, og jeg har flere historier at fortælle; forhåbentlig et helt forfatterskab med tiden. Efter udgivelsen begyndte en stejl indlæringskurve, for nu var jeg en del af et bogmarked. Der udkommer virkelig mange gode bøger, og heldigvis for det, men hvordan gør man sig bemærket i mængden? Jeg har haft mange gode oplevelser i kølvandet på udgivelsen, fordi jeg har grebet alle de muligheder, der bød sig. Det er blevet til interviews i aviser, radio og tv, oplæsninger og foredrag rundt om i landet, forfatterworkshops og diverse skriv om forfatterlivet. Jeg kan godt lide den udadvendte del af forfattervirket, der handler om at møde læsere og tale om litteraturen, men det er også en helt anden verden end skrivearbejdet. Her må jeg også nævne Instagram som et uvurderligt arbejdsredskab, for der har jeg fundet et engageret fællesskab omkring litteratur, og det er også ad den vej mit netværk iblandt læsere, forfattere, anmeldere og andre gode bogfolk er blevet udvidet betragteligt. Jeg kan godt lide dialogen med læsere og forfatterkolleger, og det er min erfaring, at særligt Instagram kan løfte ens forfattervirke og skabe nye og uforudsete muligheder.

Én sætning har forfulgt mig

Det er både sjovt, givende og hårdt arbejde at skrive en bog, og jeg lever langt hen ad vejen et almindeligt liv med familie, hus og budgetkonto – men vi bestræber os på at tilrettelægge tilværelsen sådan, at drømmene kommer inden for rækkevidde. Mon ikke de fleste forfattere drømmer om at kunne skrive på fuld tid? Eller i hvert fald længes efter mere skrivetid, end man har? Jeg kan efterhånden nøjes med at have et deltidsjob – for at få mere skrivetid – men drømmen om at drive forfattervirket så langt som muligt lever på fuld tid. For i alle årene er der især én sætning, der har fulgt mig, og måske siger den også noget om det magiske ved at skrive og skabe historier: Kravet, buddet lyder: skriv og skriv og skriv.

Og det gør jeg så.

Jeg skrev 2 romaner på 1 år

For cirka tyve år siden skrev jeg to romaner på et år, jeg husker det som en næsten manisk periode, hvor ordene flød og tankerne kredsede om teksten i et nærmest ubrudt forløb. Alvorlig sygdom havde ramt vores familie, og min reaktion var at fordybe mig i teksten. Havde jeg skrevet meget før dette? Næ, egentlig ikke. Jeg havde læst meget, men nu kunne jeg næsten ikke lade være med at skrive.

Fik jeg udgivet noget? Næ. Jeg fik afslag – af og til ganske søde afslag, som opfordrede mig til endelig at blive ved med at skrive, men desværre passede mit manuskript ikke ind hos lige deres forlag. Jeg blev træt.

Hvordan kommer man videre fra sine afslag?

Jeg er også uddannet cand.merc., er både ganske pragmatisk af natur, men også ambitiøs, så livet som mislykket, men håbefuld og ventende forfatter huede mig ikke. Jeg gav op, kastede mig ud i karriereræset. Jeg arbejdede i flere konsulenthuse, fik job hos et norsk konglomerat og fløj hver uge ud med første fly mandag morgen, hjem sent torsdag, jeg blev selvstændig, fik job i shipping, rejste til Manilla og Mumbai i jagten på gode resultater, jeg blev ansat i medicinalbranchen, rejste nu til USA, Spanien og Frankrig mens jeg forberedte præsentationer og workshops, deltog i ledermøder, hastede tilbage til lufthavnen. Der var et mønster – jeg søgte hele tiden noget andet og bedre, pengene var der, men noget manglede. 

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der allerede som børn er meget klar over, hvad deres faglige livsmission er. Jeg vil være læge. Jeg vil mestre klarinetten og spille foran et stort publikum. Jeg vil være landmand. Den slags. Hvad ville jeg være? Jeg har aldrig vidst det.

Men så en dag for omtrent fem år siden fik jeg øje på en artikel i Berlingske. En nystiftet skriveskole, Writers Academy, søgte forfatteraspiranter. Noget faldt på plads. Jeg satte mig i samme øjeblik og forfattede den tekst, jeg håbede ville give mig adgang, lukkede øjnene, krydsede fingrene og sendte det hele.

Jeg husker ikke, hvor længe der gik, før jeg fik et positivt svar tilbage, men jeg husker den euforiske fornemmelse af at have fået fat i fligen af ”hvad jeg skulle være,” og at dette måske var vejen ind. Jeg husker også, at første undervisningsdag faldt på min fødselsdag, 7. september, og der var ingen tvivl om for mig, hvor jeg prioriterede at være. Så fulgte en tid, hvor jeg gik høj hjem fra Writers Academy med ny viden og med en følelse af endelig at være i rum med folk, der brændte for det samme. Det her gav mening.

Det ændrede sig, da jeg kom på Writers Academy

Min deltagelse hos Writers Academy førte en udgivelse med sig. I 2018 udgav forlaget Turbine min debutroman ’Er her nogen?’, og i 2019 udkom ’Livet, du efterlod’ på forlaget Montagne. Jeg arbejder på et tredje manuskript og ’Livet, du efterlod’ er siden solgt til det franske forlag Hachette. Det er umuligt at udtrykke præcist, hvad den slags betyder. Ren lykke. Helt enkelt.

Hvad er svaret: Pengene eller livet?

Efter min deltagelse på Writers Academy vendte jeg rundt på det. Jeg har fået mine morgener tilbage, jeg ser også dagslys om vinteren. Mandag er blevet en dag, jeg ser frem til. Jeg sidder ikke længere i pendlertrafikken, står ikke længere i securitykøen og stresser, sidder ikke længere i flysædet og forsøger at få styr på en præsentation, overvejer ikke længere, om et andet job kunne være mere spændende. Jeg skriver. Pengene er færre, men livet er større. Jeg ved endelig, hvad jeg vil være: forfatter.